KAPITEL 1: TOMS FORBANDELSE

Tom var 13 år på det tidspunkt. Han var høj, slank, fysisk stærk og hurtig. Han elskede at konkurrere i enhver fysisk disciplin. Og skoleting havde altid været nemt for ham. Men Tom havde det svært i skolen. Han havde udstående kæber og et ar under øjet efter et dybt snit, han fik ved et fald i glasskår i en alder af 3. Det gav ham et udseende og blik, som virkede skræmmende på nogle. Tom følte, han var grim. I de første år i skolen havde han været meget populær blandt lærerne på grund af sin intelligens og sine ekstraordinære læse- og matematikfærdigheder, men også fordi han, fra en tidlig alder, havde han været stærk og stået op imod ethvert barn, der prøvede at mobbe de svagere børn. Men det havde ændret sig. Han var ikke som de andre og følte aldrig, at han hørte til. Han faldt aldrig ind i legen med de andre børn, selvom han dybt ønskede at være en del af det. Ligesom alle de andre. Han havde prøvet, men han løb altid hurtigere end de andre og han var næsten altid den klogeste i gemmeleg. Hans hurtighed og frygtløse glidende tacklinger gjorde ham til den bedste i forsvaret i fodbold, selvom det ikke interesserede ham. I stedet for at vinde respekt og venner, mærkede han deres misundelse, og han mærkede, hvordan de forsøgte at holde ham på afstand. At holde ham ude af deres cirkler. Det var blevet rigtigt slemt i løbet af det sidste år. Toms dybeste ønske var blevet til bare at være som alle andre. At blive inkluderet i deres cirkler. Han ville det så meget, at han prøvede alt. Han lavede sine stile fyldt med fejl og lod andre vinde med vilje i konkurrencer. Han prøvede alt, men kun for at indse, at alt blev værre. På et tidspunkt for omkring et år siden begyndte de populære drenge at gruppere sig imod ham og mobbe ham på mange måder. Hans skolebøger forsvandt ofte, og hans cykel forsvandt. Han vidste, at det kun ville gøre det værre at fortælle det til lærere og forældre, så han sagde ikke andet end “jeg må have glemt dem et sted, jeg ved det ikke”. Han fik så skylden af ​​lærere og af sine forældre, og hans to brødre så ud til at nyde, at han fik skylden.

En dag havde en gruppe på fem provokeret ham til at slås med stokke uden for skoletiden på vej hjem. Først lod de som om, de ville have ham med i et spil, men snart indså han, at de havde onde intentioner. Han havde sin egen pind, men sagde, at han ikke ville slås og kastede den. De havde kredset om ham og stukket til ham med deres pinde. Han havde følt sig som tyren i en arena. De ville provokere for at få ham til at angribe dem, så han ville få skylden for en kamp, ​​de på forhånd vidste, de ville vinde. Nu hvor han ikke havde en pind til at forsvare sig selv, havde de beordret ham til at lægge sit ansigt i en kolort, for at vise sin respekt for dem. Tom holdt sin vrede tilbage og gjorde, hvad de sagde. Men de havde alligevel slået ham med deres pinde. Han havde ikke sagt et ord, da de ramte ham. Først ikke hårdt, men så hårdere og hårdere, som om de opmuntrede og udfordrede hinanden til at være den, der turde slå hårdest. I begyndelsen havde han prøvet at rejse sig og rulle væk, men de slog ham i ansigtet. Han gav op og lå bare stille med ansigtet ned i græs og kolort. De var blevet ved med at slå ham hårdt og uden nåde, indtil han havde vendt sit ansigt op mod dem og fjernet sine hænder fra sit blodige ansigt. De var stoppet op og tav et øjeblik, men slog ham så et par gange mere, før de løb afsted med grin og råbende skældsord om både ham og sin familie.

Den dag var han kommet haltende hjem, svært tilredt og med stærke smerter. Men det var ikke den fysiske smerte, der gjorde mest ondt på Tom. Det, der virkelig gjorde ondt, var et enkelt ord. “Hvorfor?”. Det blev ved med at ringe for hans ører. “Hvorfor er de så onde?” “Jeg har aldrig gjort dem noget, så hvorfor?”. Nogle gange skreg han det højt ind i skoven på vej hjem fra skole. “Hvorfor? Hvorfor? HVORFOR? Hvis nogen er der, så fortæl mig hvorfor?” råbte han og så op og rundt, som om han forventede, at en stemme fra himlen eller fra et træ ville begynde at tale. Ingen reagerede. Tom følte, at hans intelligens og fysiske styrke var en forbandelse.

KAPITEL 2: TOMS FAMILIE

Tom havde aldrig fortalt sin mor og far om sine problemer i skolen, Det gjorde han heller ikke denne dag. Hans tøj var beskidt og stinkende af ko-lort, blod løb fra blå mærker i hans ansigt, og han havde svære blå mærker på ben, arme og ryg. “Jeg klatrede i et træ og faldt ned” havde han sagt til sin mor. Hun havde vrisset vredt af ham og sagt, at han fortjente det, når han gjorde så dumme ting. Men han følte hendes fortvivlelsens smerte og bagefter havde hun kærligt plejet hans sår og blå mærker. Om aftenen sad hun længe efter at Tom havde ladet som om han var faldet i søvn, holdt kærligt hans hånd og kærtegnede hans hår. Tom mærkede, at hun græd stille. Toms far var kommet ind, efter at hans mor var gået. Han var autoritativ og streng, men Tom vidste, at det kun var en skal over den mest kærlige og kloge far i verden. Han havde sat sig ved Toms seng, og med meget lav stemme havde han sagt “Du ved, jeg ved, at du ikke sover. Du ved også, at jeg ved, at hvad der virkelig skete i dag ikke er det du har fortalt. Intet af det er din skyld, men der er intet, nogen kan gøre ved det lige nu. Det kommer en dag. Du er klog og gør det godt, men jeg mærker smerten i dit sind. Tak fordi du ikke bekymrede din mor unødigt.” Toms far gik lydløst ud. Tom lod stadig som om han sov. Næste dag rejste Tom sig op. Det gjorde ondt at rejse sig, men han var okay. Men han ville ikke i skole. Han spurgte sin mor, om han måtte tilbringe dagen med Knut og hestene. Hans far havde først sagt, at hvis han ikke var så syg at han måtte blive i sengen, så skulle han gå i skole. Han havde kigget på Tom med et usynligt skævt smil i øjnene, som kun Tom kunne se. Toms mor havde forsvaret Tom og argumenterede over for hans far, om at lade ham holde en fridag. Toms far havde sagt “OK så”, denne gang med et blink til Tom. Tom beundrede og elskede sin far. Han var hård, men han prøvede altid at være retfærdig og nogle gange syntes han at være i stand til at læse Toms tanker. Tom vidste, at han ville gøre alt for at beskytte ham, men han behandlede ikke Tom som et barn, som hans mor nogle gange gjorde. Han fik Tom til at føle sig som en mand. Nogle gange følte Tom, at hans far absorberede hans smerte og fortvivlelse og erstattede den med selvtillid og mod.

KAPITEL 3: Drømmen om Skoleskoven

Efter Toms brødre var gået, så Toms far på Tom. “Tom, du faldt fra toppen af ​​det højeste træ i skoven i går, ikke?”. Tom følte sig utilpas. Han vidste, at hans far vidste han ikke havde fortalt sandheden. “Er du vred på det træ? Føler du, at du vil såre træet for at have såret dig?” spurgte han nu med en varm stemme.

I Toms sind genoplevede han Jason og drengene, der ydmygede og slog ham i går. Han følte vrede og had. Han så ikke op, mens han nikkede. “Tom, folk er som træer i skoven. Vi ønsker alle at være i skoven, og det er ikke altid nemt at være det højeste træ i en skov.”

Tom kiggede op nu. Han vidste, at hans far ikke var på vej til at bebrejde ham nu. “Tom. Du finder måske skovens hemmelige visdom i det højeste træ. Men vær forsigtig, det højeste træ i en skov kan føle sig truet af enhver, der forsøger at komme ind i dens skov”.

Det var, som om Toms far kom ind i Toms sind. Han så pludselig alle eleverne i skolen som træer i en skov. Han så også et træ stå helt for sig selv uden for skoven. Det var højere og bredere end noget træ i skoleskoven. Pludselig åbnede det øjnene og begyndte at gå mod skoleskoven, smilende, som om den forventede en varm velkomst. Men da han så på skoleskoven igen, kunne han se det høje træ pege på det, og nogle af de mindre træer kiggede med frygt mod det, da det nærmede sig. Så hørte han en dyb stemme komme fra det højeste træ. 

“Du er ikke som os andre – du er ikke velkommen her”, lød stemmen brysk. Nogle af de mindre træer begyndte at danne en cirkel omkring det højeste træ, hvor de var beskyttet og deres grene dannede en uigennemtrængelig mur af spidse grene.

“Men jeg vil ingen noget ondt. Jeg søger kun venner” svarede det ensomme træ med dyb stemme. “Gå væk”. Stemmen kom igen, nu som én stemme fra alle træerne, der dannede kreds om det høje træ. Tom så nu det ensomme træ forsøge at skrumpe og gøre sig til et mindre træ, ét der ikke så høj og farlig ud for træerne i skoven. Men da det krympede, så han det fremstå med forkrøblede grene, som et forkrøblet og endnu mere skræmmende træ. Flere og flere af træerne i skoleskoven samlede sig i cirklen omkring det høje træ med frygt i ansigtet. “Gå væk”, sagde de alle og stillede sig tættere sammen, for hvert akavet skridt det ensomme og skræmmende udseende træ tog mod dem.

Pludselig så Tom sit eget ansigt på det høje træ i Skoleskoven og Jasons ansigt på det ensomme træ. En følelse af sympati med det ensomme træ opstod i hans sind og som sagde til ham, at han skulle gå ud til det ensomme træ og lukke det ind i skoleskoven. Men samtidig opstod en følelse af frygt. En frygt for, at hvis han gik ud for at hjælpe det ensomme træ, så ville en anden tage hans plads og ikke lade ham komme ind igen. Eller endnu værre; han kunne risikere, at det ensomme træ ville tage hans plads og beordre ham til at gå. Pludselig mærkede han smerten ved Jasons ydmygelse i går og mærkede frygten for, at det skulle ske igen.

Det ensomme træ var nu kommet helt tæt på, og han mærkede, at de mindste træer søgte beskyttelse under hans grene. Følelsen af ​​sympati var blevet skubbet væk ved at genopleve frygten for Jasons ydmygelse, og nu kom også en mærkelig og dejlig følelse af magt. Magt til at beskytte, men også magt til at såre. ”Lad os jage dette monster væk én gang for alle”, hørte han sig selv sige, mens han tog et skridt frem. 4 træer fulgte ham, og inden for kort tid slog de og prikkede det ensomme træ i en uretfærdig kamp, én mod fem, indtil det ensomme træ, såret og stille grædende, flygtede væk. Et kort øjeblik havde han det forfærdeligt, men da han vendte sig om og hørte jubelen fra skoleskoven bag sig, vendte den dejlige følelse af magt tilbage. Træerne råbte. “Det væsen fik, hvad han fortjente”. “Han var et monster”. “Tak Gud, fordi du reddede os fra den dæmon.” Tom fornemmede, hvordan hans skyldfølelse begyndte at falme. Følelsen af ​​at have gjort noget frygteligt forkert forsvandt med bifaldsråbene fra de andre træer. Hvis alle havde set et ondt træ, hvem var han så, til at sige, at det ikke var et ondt træ. På trods af at han vidste, at træet blot var et ensomt træ, der søgte venner, så forvandlede hans sind på en eller anden måde alligevel det ensomme træ til et monster. Det gjorde ham immun over for at føle smerte og skyld over, at han havde været ond mod det. Tværtimod voksede der i ham en god følelse af, at han havde beskyttet alle de træer i skoleskoven som havde tillid til ham. Den gode følelse blev forstærket af det bifald, som han fik for sin gerning. Hans sind følte sig pludselig overbevist om, at han havde gjort en god gerning, en heltedåd, og ikke en ond gerning.

I det samme begyndte et træ i cirklen om ham at råbe og pege på et andet træ i skoleskoven, men ét, som ikke havde deltaget i cirklen. “Jeg så ham forsøge at hjælpe monsteret med at komme ind i skoleskoven” råbte den, mens den pegede sine mest spidse grene mod træet. Uden at tøve vendte alle træer straks deres spidse grene mod det ansigtsløse træ. De virkede ikke i frygt som før, men nærmest beruset fornøjede. De begyndte at slå træet og jagtede det ud af skoleskoven. Tom så det ansigtsløse træ, men følte ingen sympati eller empatisk smerte. Han så bare og smilede bifaldende, da de andre træer jagede det ansigtsløse træ ud af skoleskoven.

Da træet slået og såret, havde forladt skoven, mærkede Tom pludselig en isnende kold fornemmelse ned ad ryggen. På afstand fra skoleskoven ændrede træet pludselig form til en hest. Hesten vendte sig om og stod stille et stykke tid og så med sørgmodige, men varme øjne på alle træerne i skolen. Da den endelig så på Tom, følte han den frygteligste smerte i sit hjerte og slog øjnene ned i dyb smertefuld skam. Alle var blevet tavse og alle kiggede skamfuldt ned. Hesten stejlede vrinskede, før den vendte rundt og galopperede væk og forsvandt i en tågen. 

“Ragnar, undskyld, jeg er ked af det…” havde Tom hvisket grædende i sin drøm. 

KAPITEL 4: SKOVENS HEMMELIGE VISDOM

“Tom… Tom…”. Tom hørte sin fars stemme, som om den kom fra en anden verden. Så vågnede han pludseligt. Han havde hørt sig selv grædende og smerteligt gentage “Ragnar kom tilbage. Tilgiv mig” igen og igen, mens han rystede og hyperventilerede. Hans far, der nu rystede ham og holdt ham fra at falde af stolen, gentog igen og igen “shhhhh, rolig, rolig. Vi er her. Du er i sikkerhed. Du er ikke ond. Ragnar er her også.” Tom holdt langsomt op med at ryste og fik langsomt vejret tilbage og holdt op med at græde. Ingen sagde noget i et stykke tid.

“Tom, vi må hellere være mere forsigtige i fremtiden. Det var en hård rejse og oplevelse, men jeg tror, ​​du fandt nogle af de svar, du søgte, og ikke alle var behagelige” sagde Toms far med triste øjne. Det var som om han vidste, hvad Tom havde oplevet i sin trance. Tom så op med de mest triste øjne, som hans far nogensinde havde set. Han nikkede næsten umærkeligt mens hans så tomt ud i luften. Hans far tog om ham og rejste ham, og de gik langsomt hen til sofaen og lagde sig. Tom lagde sit hoved op på sin fars bryst og mærkede sin fars stærke arm om sig. De var begge stille et stykke tid, og Toms ånde blev langsomt normal, inden han talte igen.

”Ja far, jeg fandt skovens visdom. Og du har ret, det var ikke behageligt. Det var frygteligt og ondt”. Toms stemme var ikke mere end en høj hvisken, og det var mere, som om han talte til sig selv end til sin far. “Tom, måske er visdommen i virkeligheden god, hvis du vender den på hovedet?” kommenterede hans far med lav stemme . “Kan du prøve at fortælle mig, hvad du oplevede?” Tom sukkede og begyndte. Hans far lyttede i stilhed, indtil han var færdig. Da han fortalte om Ragnar, begyndte Tom at græde igen. De lå stille et stykke tid, efter at han var færdig. “Far, jeg blev ond. Det var ikke engang svært at gøre mig ond. Jeg skammer mig så meget. Vi blev alle så nemt onde. Nu tror jeg, at alle mennesker har onde hjerter. Hvis det er skovens visdom, hvordan kan den så være god?” Toms stemme var fyldt med smerte og fortvivlelse.

“Tom du har ret, en del af hemmeligheden er, at alle mennesker kan gøres onde i deres hjerter. Men kender du kun onde mennesker?” Toms far drejede hovedet og så med et varmt smil direkte ind i Toms øjne. “Nej far, men…” Toms far afbrød ham. “Hvis der findes gode mennesker, så kan alle mennesker måske også gøres gode i deres hjerter, ikke?” Tom var eftertænksomt tavs længe, ​​før han talte. Han talte langsomt, som om han tænkte nøje over hvert ord han sagde: ”Far, det var frygten, der kaldte det onde frem i folks hjerter. Jeg så, hvordan andre mennesker i udseende kan påkalde frygt. Og hvordan bare ét bebrejdende ord kan påkalde frygt og ondskab, uanset om der er noget at frygte eller ej. Vi kan blive onde, hvis vi bare TROR, at noget eller nogen vil gøre os ondt.”

Tom holdt en pause. Hans far sagde ikke noget, før Tom fortsatte igen. “Men da jeg så, det var Ragnar, vidste jeg straks, at det var falskt. Det gjorde vi alle sammen. Vi følte skam med det samme, alle sammen, fordi vi indså, at vi havde dummet os selv til at TÆNKE, at den venligste hest på jorden ville os ondt. Vi ville alle gerne undskylde og bede Ragnar om at tilgive os. Vi ønskede at ophæve vores ondskab”. 

Tom standsede et øjeblik igen. Så pludseligt vendte han sig om, lagde sine hænder på sin fars skuldre og så ham direkte ind i øjnene.“Far, da Ragnar viste sig selv, var det som om en dæmon forlod mit hjerte. En dæmon forlod alles hjerter. Ragnar kaldte det gode i alles hjerter og jagede det mørke onde væk. Ragnar er skovenes hemmelighed!”. Toms stemme var ivrig nu. Han sprang op fra sofaen, som om han helt havde glemt sine sår og smerter. Mens han fandt sine støvler og jakke, blev han ved med at tale hurtigt og ivrigt, og råbte nu til sin far. “Far, Jason er ikke ond, og det er ingen af ​​de andre drenge heller. De er bare mennesker med menneskelig instinktiv frygt for andre mennesker og for at være alene, ligesom dig, mig og alle andre. Vi kan alle blive onde i vores hjerter. Men Ragnar kan jage det onde i hjerterne væk. Ragnar vil fortælle mig, hvad jeg skal gøre”.

Toms far fik ikke mulighed for at svare. Han hørte døren smække, da Tom løb ud og op mod Knuts stalde. Toms mor havde været tavs under det hele. Hun kiggede på Toms far med bekymring i øjnene. “Nu tror jeg på dig. Han er virkelig en af ​​dem, er han ikke.” sagde hun, inden hun begyndte at græde i stilhed. Toms far holdt om hende og kyssede hende blidt på panden. “Ja min kære. Ja det er han,” sagde han med en hviskende stemme, mens han så på bænken, hvori de havde gemt de ældgamle skrifter. ”Ja det er han”, hviskede han igen.

KAPITEL 5: TOMS LØFTE TIL NIELS

Tom havde et smil på læben, selvom han igen mærkede smerten fra sine blå mærker. Han løb haltende men hurtigt over mod Knut for at tilbringe dagen med Ragnar og de andre heste. Det var smukke, høje skinnende sorte heste. Ragnar havde altid været hans favorit. Han elskede at være sammen med dem alle og hjælpe Knut i stalden. Nogle gange følte han det, som om Ragnar og de andre heste talte tilbage til ham på et sprog, han ikke forstod, men alligevel forstod. De fik ham til at føle sig rolig. Det var, som om de fik vreden og fortvivlelsen i ham til at forsvinde. Han tænkte på den dag, hvor hans bedste ven Niels pludselig havde vendt sig mod ham og sluttede sig til Jasons “crew”, som Tom kaldte dem. Det var Niels, der havde smidt Toms matematikbog i søen. Det havde såret hans følelser så meget, at han havde vendt al sin vrede mod Niels for alt. Han havde også råbt skyld efter Niels for meget, som Niels ikke havde noget med at gøre. Han var blevet fyldt med vrede og hævn, og det var, som om han havde givet Niels skylden for al uretfærdighed og alle hans lidelser. 

Den dag havde hans far tvangstrukket ham over marken og beordret ham til at udføre sit arbejde i stalden. Nu vidste han hvorfor. Ragnar havde beroliget ham, selvom den nagende følelse af had til Niels ikke helt var forsvundet den dag. Men nu indså han pludselig, at Niels kun havde gjort det på grund af frygt for de andre drenge, og ikke fordi de var blevet hans venner. Tom kunne næsten mærke Niels’ egen lidelse, og hvordan han i sit hjerte stadig var ensom og næsten desperat ønskede at undskylde og blive Toms ven igen.

“Niels, jeg tilgiver dig alt, hvad du har gjort og vil gøre af det onde. Jeg ved, du er god i hjertet. Jeg lover dig, vi bliver snart bedste venner igen. ” talte han højt og smilende, mens han haltede hen over marken. Men så stoppede han pludselig, og hans ansigt blev spekulativt. Han stod lidt med lukkede øjne. “Hvordan?” han talte det højt med en næsten hvæsende stemme. “Er der nogen anden måde end at kæmpe mod Jason? Vil jeg så ikke selv plante ondskab i mit eget hjerte? Og vil den ondskab ikke skade og såre mig selv dybt?” Tom stod eftertænksomt et stykke tid, inden han langsomt begyndte at halte op mod Knuts stalde igen.

KAPITEL 6: VIKINGERNES HEMMELIGHEDER – DEL ÉT

Tom kiggede ned og tænkte stadig på sit dilemma. “Hvordan kan jeg holde mit løfte til Niels uden at bekæmpe Jason med ondskab?” sagde han med lav stemme for sig selv, da han gik ind i Knuts stalde. “Hej, min lille viking, det ser ud som om du har været i kamp” sagde Knut, da Tom kom haltende ind i stalden og Knut så hans blå mærker. Tom nikkede, men sagde ikke noget. Knut havde set på ham med et særligt blik i ansigtet, som om han vidste alt, men han stillede ingen spørgsmål. Tom kiggede på Ragnar og tænkte på sin drøm om skoven, som om han forventede, at Ragnar ville begynde at tale. Der skete ikke noget. “Vil du vide en hemmelig gammel visdom fra vikingerne?” havde Knut sagt. Tom havde nikket med hovedet igen, mens han stadig kiggede på Ragnar. Da Knut trak “Ragnar” ud af stalden sagde han “Kom så, lad os gå udenfor” Tom fulgte villigt efter. Ragnar snusede kun kort til Toms hånd, før han stak af og galopperede ud på marken. Tom så på ham med et noget skuffet ansigt. 

“Du ser spekulativ ud, Tom, søger måske efter svar. Vil du lære en hemmelig gammel visdom fra vikingerne?” spurgte Knut igen. Tom fik pludselig en fornemmelse af, at Knut havde noget meget vigtigt at fortælle ham. Noget der ville besvare hans dilemma. Han løftede hovedet. “Ja”, sagde han og nikkede igen, denne gang med sin fulde opmærksomhed mod Knut.

De satte sig på stenene ved bålpladsen. Tom kiggede på Knut og det var som om Knut var blevet til en viking. Han havde taget en stok i hånden og lænet sig over et stykke træ fra en ødelagt kasse, som var det et skjold. Tom tog også en pind og mens Knut begyndte at tale, tog han endnu et stykke fra den ødelagte æske og lænede sig op ad den, ligesom Knut. Han forestillede sig, at de var to vikinger. ”Nuvel Tom. Du ved, at vikingerne troede på Valhalla. ikke?” Tom nikkede. “Du ved også, at i vikingernes tro, drog de til Valhalla, hvis de døde i hæderskamp?” Tom nikkede igen. “Ved du, hvad de lavede i Valhalla?”. 

Tom sagde ikke noget. Det var, som om han var i Valhalla. Han lyttede bare. Knut fortsatte, mens han tændte bålet. “Krigerne, der nåede Valhalla, levede, hvad de anså for det lykkeligste liv, de kunne forestille sig. De kastede sig ud i blodige kampe hver dag. Efter at have kæmpet festede de med ubegrænsede mængder af kød og mjød. De, der blev dræbt i kampene, blev levende igen, og alle sår helede, før aftenfesterne begyndte.”

Tom kiggede ind i flammerne, og det var, som om han pludselig var på slagmarken i Valhalla.

*** Valhalla-drømmen ***

Overalt var der vikinger. De kæmpede. Døde og sårede vikinger lå spredt omkring. To vikinger var i en hård mand-til-mand kamp foran ham. Den ene var meget større end den anden. Den store havde overtaget og svingede sit sværd med stor kraft igen og igen på skjoldet på den mindre, som holdt sit skjold beskyttende over hovedet. Den mindste virkede udmattet og hans skjold var knækket i begge sider, så det næsten kun var halvt. Det virkede tydeligt, at kampen nærmede sig sin slutning, med den store Viking som vinder. Den store Viking hævede sværdet højt. Tom holdt vejret og lukkede næsten øjnene og forventede, at sværdet ville smadre skjoldet og ramme den mindre viking dødeligt. Men pludselig flyttede den mindre viking sit skjold og lavede en hurtig drejning på det ene knæ, mens han satte sit skjold til jorden for at undgå at falde. Sværdet snittede den mindre vikings skulder, men bevægelsen fik den større viking til at miste balancen, og efterlade ham med bøjet og ubeskyttet nakke. Inden han genvandt balancen, landede den mindre viking et præcist sving med sit sværd, der adskilte den større vikings hoved fra skuldrene. Tom gispede, da han så hovedet rulle og hoppe, før det landede lige foran ham,. Han lukkede øjnene, men samtidig hørte han lyden af ​​et horn. Pludselig holdt alle vikinger op med at kæmpe, og smil forvandlede deres voldeligt udseende ansigter til venlige ansigter. De lige havde kæmpet dødeligt mod hverandre gav mandfolkekram til hinanden, som bedste venner, før de begyndte at gå med armene om halsen på hinanden op mod den gigantiske sal, forenet i højlydt latter og venlig snak. Den mindre viking kom hen mod Tom. Tom holdt vejret, men vikingen så ham ikke. Han tog det afhuggede hoved og gik tilbage for at sætte det på den større vikings hovedløse krop. Straks åbnede den store viking øjnene, og den mindre viking hjalp ham på benene. Alle deres sår var på magisk vis forsvundet. Fra at være hårde fjender for et øjeblik siden fremstod de pludselig som smilende venlige bedste venner.

“Du slog mig med stor visdom i dag Hjaldir. Du gav mig visdom om et nyt smart træk. Jeg ved nu, at jeg skal passe på for at undgå at få hovedet skilt fra min krop i min næste kamp,” sagde den større viking med høj latter. Han fortsatte med et udtryk af respekt i ansigt og stemme “Jeg ærer og respekterer din kløgt i kampen og anmoder dig ærbødigt om at acceptere en udfordring om kamp igen i morgen?” Hjaldir lo. “Du har dræbt mig nu i fyrre dage i træk, siden jeg slog dig sidst, Erik. Hver dag tog du imod min udfordring til næste dag. Du ser ud til at være en af ​​meget få her, der har styrken og klogskaben til at slå mig og berige mig med visdom på slagmarken. Det er mig altid en ære at kæmpe mod en så værdig modstander som dig, så selvfølgelig vil jeg tage imod din udfordring.” De lo begge og gik sammen op til den gigantiske sal.

******

Tom mærkede et blidt skub i ryggen. Han vendte sig om, og pludselig var han tilbage ved bålet igen. Det var Ragnar. Tom smilede og kærtegnede dens mule. Knut havde bålet i fuld gang nu. Han vendte sig mod Tom. “Tom, en del af vikingernes ældgamle hemmelige visdom er faktisk meget enkel, men det er det stik modsatte af, hvad de fleste mennesker tror. Hemmeligheden er, at den, der taber i kamp, ​​i virkeligheden er vinderen. I Valhalla selvom du bliver dræbt, men her i Midgard, naturligvis ikke hvis du bliver dræbt eller uhelbredeligt invalideret”. Knut smilede til Tom. “Gir det mening?”

Tom var stadig halvvejs i Valhalla i tankerne, men hørte hvad Knut sagde. Han talte højt til sig selv, mens han stadig kærtegnede Ragnars mule. “Den, der taber, er den, der vinder, den, der taber, er den, der vinder”. Han gentog det eftertænksomt og kiggede nu ind i flammerne igen. “Ja, det giver mening. Jeg tabte i går, men jeg tabte ikke. Jeg vandt visdom. Jeg ved nu, hvad de kan gøre igen. Jeg er klogere nu, og med kløgt kan jeg vinde næste gang. Eller næste gang igen efter det.” Knut havde lydløst åbnet døren til skuret bag sig og taget to sværd og skjolde af træ.” Hvis min kløgt ikke er god nok, og jeg taber igen, bliver jeg bare endnu klogere. Jeg kan blive ved med at tabe, og hver gang bliver jeg mere kløgtig i de livets kampe jeg vil møde på min livets rejse. Ja, det giver mening.” Tom kiggede op fra flammerne og tog imod det sværd og et skjold, som Knut rakte ham. Han indtog kampposition. “Så vil du acceptere min udfordring om at kæmpe, ærede unge kriger?” sagde Knut. “Ja, det kan du bande på jeg vil,” sagde Tom muntert. Tom sprang rundt, som om smerten fra hans blå mærker endnu engang var forsvundet. Snart var de i en voldsom kamp, ​​og lyden fra slag og råb blandede sig med den gungrende lyd fra hestene, der begyndte at galoppere rundt på marken.

Knut havde skubbet Tom med skjoldet til at miste balancen så Tom vaklede baglæns. Knut løftede sit sværd for at slå et hårdt slag mod Tom’s skjold, som Tom holdt over sit hoved. Men i stedet for nu at beholde skjoldet beskyttende over sig da Knut slog, lagde Tom pludseligt sit skjold til jorden og gik på knæ ud til siden. Knuts sværd snittede Toms skulder og Knut mistede balancen. Tom snurrede hurtigt rundt og landede et temmelig hårdt slag lige over Knuts knæ. skjold.“Auuch”. Knut sprang væk på det ene ben og holdt hånden til knæet. Tom standsede og kiggede på Knut, som lo højt. ”Godt gået, unge kriger. Det var det dig der vandt i dag” sagde han og bøjede sig nu ømmende ned med en hånd til knæet. “Men jeg blev ikke dræbt, så det var faktisk mig, der vandt, fordi jeg lærte af din kløgt i kamp”. De lo begge og Knut støttede sig på Toms skulder tilbage til bålet. “OK Tom” sagde Knut, nu med en mere alvorlig stemme. “Nu kender du en del af den gamle vikingehemmelighed. Meget få ved, at nogle gange gik vikingerne i kamp for bevidst at tabe, for at lære både sine fjender og sig selv at kende, før den virkelige kamp. Men der er mere ved hemmeligheden” Tom kiggede på Knut. “Hvad?”

“Frygter du fysisk smerte?” spurgte Knut, mens han tog sin kniv op af hylsteret. “Det gør alle vel” sagde Tom med en lille sitren i stemmen, da han så et dryp af blod, hvor Knut nu langsomt skar i sin egen hånd. “Ja, alle vil altid frygte smerte” startede Knut og kiggede lige ind i Toms øjne. mens han stadig skar sig i hånden. “Din krop og dit underbevidste sind vil instinktivt søge at undgå smerte…” Blodet dryppede nu fra Knuts hånd, men der var intet spor af smerte i Knuts stemme. “Men du kan lære dit bevidste sind at erstatte følelsen af ​​frygt og følelsen af ​​fysisk smerte med en følelse af spænding”. Knut tog kniven fra hånden og foldede hånden. Blodet dryppede langsomt fra den. Han så lige ind i øjnene på Tom, mens han holdt kniven i den anden hånd ind over flammerne. Tom rystede lidt, da han tog kniven og langsomt lagde spidsen til sin egen hånd. Han mødte Knuts blik og blev ved med at se ham lige ind i øjnene, mens han langsomt begyndte at skære sin egen hånd. Han mærkede smerten, men blinkede ikke og blev ved. Han følte ikke det første dryp af blod dukke op, og smertefornemmelsen føltes ikke som smerte. Det var som om Knuts øjne havde hypnotiseret ham og absorberet smerten og forvandlet den til en ubeskrivelig kildrende fornemmelse, der spredte sig til hele hans krop. Tiden føltes at stå stille, indtil han løftede kniven og foldede hånden som Knut. Han så stadig lige ind i Knuts øjne. Langsomt, næsten som om han var i slowmotion, holdt Tom kniven i den anden hånd ind over flammerne for at give den tilbage til Knut. Knut tog den langsomt, og et øjeblik sad de bare og kiggede på hinanden. “Kaffen er klaaaar…” Det var Kurts kone. Det var, som om hendes stemme afbrød et helligt øjeblik og bragte Knut og Tom tilbage til virkeligheden. “Coooming om bare et minut”, råbte Knut tilbage, uden at se væk fra Toms øjne. “Jeg behøver ikke at fortælle en kløgtig ung mand som dig, hvorfor en kriger, der ikke frygtede fysisk smerte, og ej heler at miste livet, kunne være en frygtelig modstander,” sagde Knut. Tom kiggede ned på såret i sin hånd, men han følte ingen smerte af det. Kun den der sitrende fornemmelse i kroppen. “Nej”, sagde han uden at se op. “Jeg ved hvad du mener”. Tom tænkte på smerten fra slagene i går, og hvordan smertefølelsen ligesom var forsvundet efter et stykke tid, selvom de blev ved med at slå ham.

“Men Tom”, Knuts stemme var meget alvorlig nu. ”Der er smerter, der kan være langt værre end fysisk smerte, og jeg tror, ​​du kender de smerter. Sindets smerter. Smerter, der ikke findes i din krop, men kun i dit sind. Har jeg ret i, at du kender og nogle gange føler de smerter?” Tom vidste straks, hvilken sindets smerte Knut hentydede til. Følelsen af ​​at være alene, uvelkommen og udstødt. Han nikkede, mens han tænkte på i går og på den dag, Niels havde forrådt ham. Et øjeblik genoplevede han en smerte, han havde følt, da hans forældre havde bebrejdet ham, at han havde glemt, hvor han havde efterladt sin cykel. Han havde ønsket at skrige sandheden, men han var gået direkte ind på sit værelse og blevet der resten af ​​dagen, grædende i puden bag en låst dør, indtil han var faldet i søvn. “Ja, jeg ved det godt” sagde Tom med en tavs og smertefuld stemme. “Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne udfordre folk til sværdkamp til døden, som i vikingetiden,” tilføjede han og kiggede op på Knut med et trist smil. “Jeg kender også den følelse, Tom, tro mig. Men selvom tiderne har ændret sig, og nutidens eneste lovlige våben er ord, er der stadig meget, vi kan lære af de vikingernes ældgamle hemmeligheder. Faktisk er deres visdom endnu stærkere i nutidens verden af ​​ordkamp, ​​end de var tilbage i de barbariske dage. ”Tom så op ”Hvordan det? Ord giver ikke fysisk smerte, og ord dræber ikke som vikingesværd? “Nej, præcis Tom” Knut sørgede for, at Tom lyttede godt efter, før han fortsatte. ”Derfor er tredje del af den gamle vikingehemmelighed den vigtigste. Det er en kriger hemmelighed, der er så kraftfuld, at den er holdt meget hemmelig, fordi den kan være meget farlig i hænderne på mennesker med ond intention.” Tom lyttede intenst med tilbageholdt åndedrag. Et kort “Hvad…” sprang over hans læber, mens han holdt blikket rettet mod Knut og ventede på, at han skulle fortsætte.

“Tom, det er ikke en hemmelighed jeg kan fortælle. Jeg har givet løfte om ikke at fortælle den til nogen der ikke er indviet, og selvom jeg gerne ville fortælle den, kan jeg ikke. Det er en hemmelighed som skal læres Men nu kender du to dele af denne gamle magtfulde vikingernes hemmelighed og du vil føle mere smerte på din livsvej end de fleste. Men hvis du forbliver kløgtig og ikke lader ondskab overtage dit hjerte, vil noget der er større end mig føre dig til den tredje visdom.”

Tom så skuffet på Knut. “Knut, hvordan skal jeg vide det?” “Tom, de gamle fortællinger siger, at når symbolet vendes på hovedet, vil Nightfall dukke op og guide dig på en lysets vej til oldtidens hemmeligheder og skatte.” sagde Knut. “Det er alt, hvad jeg kan sige nu” sagde han, mens han rejste sig og begyndte at gå op mod huset. Halvvejs oppe råbte han tilbage til Tom, der stadig sad ved bålet: “Universet rummer mange hemmeligheder, svar og skatte min ven. Brug lidt tid med Ragnar. Måske kan han guide dig bedre end mig.”

Tom kiggede på Ragnars øjne og da Knut forsvandt, lagde han næsen til Ragnars mule. “Ragnar, hvilket tegn skal jeg kigge efter for at finde universets ældgamle hemmeligheder, svar og skatte?” Ragnar stampede pludselig 6 gange med sit højre ben i jorden. ”Hvad?”, Tom løftede hovedet og kigge Ragnar i øjnene. Ragnar stemplede igen seks gange. Tom huskede pludselig den skrift rulle, som hans morfar havde vist ham på hans fem års fødselsdag, og som han ofte havde nævnt, når han fortalte historier. Tom huskede en historie om, at der en dag ville vise sig et tegn på himlen, og noget om at mødes i skyen og at de årvågne ville finde universets hemmeligheder og skatte. “En ven som ikke kan tale, vil tælle tegnet”, nåede han til, inden mormor havde afbrudt dem.

Kapitel 7: Skriftrullen og Ravnens profeti

Tom blev siddende ved bålet indtil der kun var gløder tilbage. Solen var ved at gå ned, da han haltende igen gik hjem over marken. Da han kom ind mærkede han straks duften af sin morfars cigar. På køkkenbordet lå en seddel: “Vi spiser hos mormor og morfar. Der er brasede kartofler i panden til dig og rester i spandene til Pluto og hønsene. Vi kommer hjem ved ni tiden. Kærlig hilsen Mor”.

Efter Tom havde spist og fodret hunden og hønsene, hørte han sin morfars Morris 1000. Han gik ud i gården. Hans morfar smillede og rullede vinduet ned. “Hej morfar” råbte han glad. Morfar sagde han skulle skynde sig hjem, men sagde så “Tom, vi blev afbrudt i en historie, men der står en lille kiste af træ på dit sengebord. I den er der et gammelt brev, skrevet af én som kendte en af dine forfædre. Du skal lære brevet undenad og fortælle om brevet i halvt sande og halvt opdigtede historier. Der vil ske noget i nat. Vær altid mod andre, som du ønsker de skal være mod dig og vær altid årvågen på din livets rejse. Lær om naturen, verden og universet. Naturen vil være din skole og planter, dyr og stjernerne vil være dine lærere. Du vil lære smilets kraft og med den vil du løse livets gåder og lære dig selv og dem som følger dig, at give ved at modtage. Din nysgerrighed, ærlighed og lyset i dit hjerte vil lede dig til den visdom, der vil give dig kraften til at bære den ring og det sværd, som mange af dine forfædre bar før dig”.

Før Tom kunne svare, sagde hans morfar smilende, at han måtte skynde sig hjem til de andre. Han spurgte om Tom ville med. “Øhhh, nej tak” sagde Tom. “Det tænkte jeg nok, kan du så have en god aften” sagde han og kørte vinkende mod porten mens han rullede vinduet op.

‘Tom vinkede tilbage, og så snart Morrissen var forsvundet gennem porten, vendte han rundt og skyndte sig op på sit værelse. Den lille trækiste stod på sengebordet, som hans morfar havde sagt. Tom åbnede kisten, og tog forsigtigt det sammenrullede gamle stykke papir.

Universets skrifter af S1:E3 12^vte minut 24^ende sekund

At ugøre Guders dom til at være alene ligger i Koden. Så siger sagnene af oldtidens ældste.

I tider der vil komme, vil et tegn vise sig på himlen. Det skal vise sig over land, hvor mænd og kvinder engang frygtede mere gudernes dom til at føle sig alene, end menneskets dom til døden. De årvågne af Verden skal se tegnet i skyen. Deres sind skal mødes i skyen og blive som ét sind. Ét sind, der vil finde og dele universets hemmeligheder. Tegnet vil føre til visdom, og universets ældgamle skatte vil blive åbenbaret i Irthas verden.
Skatte, der vil genoprette lys og balance i hele Irthas verden. Med skattene og den kollektive visdom skal de årvågne befri folket fra mørket og igen genoprette balancen i Irthas verden.

Von Humboldt, 14^ende september 1799

Tom sad lidt før han tog sit tøj af, og lagde sig under dynen. Han faldt hurtigt i søvn, og i søvnens drømme lærte han, at han allerede var i en drøm. I drømmens drøm blev han en gammel mand og en Ravn satte sig på hans skulder og talte til ham:

“Når du vågner vil du være en dreng på tre år. Du vil bære et navn med vigtig ældgammel betydning. Du vil falde og for livet bære et ar under dit ene øje. På din livsrejse vil du ønske at slippe fri af dit navn og af din slægt, men du vil lære at du ikke ønsker at flygte. Du vil gives ærefulde navne af de yngste børn og af de ældste blandt stammefolk, og du vil opleve, at modtage og at miste det du opfatter mest dyrebart. I smerten vil du forgæves søge døden i kamp med bjørnen, men den vil afvise at kæmpe mod dig, for den er din ven. Tiden vil udfordre dig og du vil blive dens lærling. Tiden vil lade dig modtage og miste, du vil lære at le og at lide. Når tiden er inde og din intention ikke har veget fra den sti tiden har vævet for dig, så vil du igen opleve smilets kraft og mennesker vil igen kalde dig en ægte, ærlig og værdifuld ven. Da vil Tom vil igen opstå i dine drømme. Toms genkomst vil være tidens tegn til dig om, at du skal gøre dig parat til at bære den visdommens byrde der vil gøre dig skræmmende for mennesker, men, som med smilet som kilde, vil give dig kraften til at bære ringen, sværdet og lyset”.

Den næste morgen vågnede en lille dreng i en seng hos sin morfar på sin tre års fødselsdag. Da det bankede på døren op ad dagen, var det hans mor og far der kom hjem fra hospitalet med en lille nyfødt baby. Drengen havde fået en lillebror den nat. Men drengen var mere optaget af at lege med tal og bogstaver end af lillebroren, og som seksårig havde han lært sig selv at læse, skrive og regne. Han var ikke Tom og der skulle gå 46 år og 5 dage med tidens udfordringer og lærdom og et rigt og fattigt liv, inden han så tegnet i skyen. Der gik yderligere tid, før Tom igen viste sig i hans drømme. Han havde da mistet det mest dyrebare han kunne forestille sig et menneske kunne miste, og søgte at lære af tiden at lide og le. Bjørnen havde afvist at tage hans liv, og knapt tre år senere bragte mennesker ham en gave. Med gaven fulgte ordene: “Til en ægte, ærlig og værdifuld ven” og han vidste, at den varme følelse i hjertet og tårerne i øjenkrogene var af smilets sande kilde.